Billedgalleri er tilføjet med
Limfjorden Rundt
Søndag d. 9. sept. 2012 afsejlede W. Klitgaard fra Frederikshavn kl. 15.00. Målet var at deltage i kapsejladsen Limfjorden Rundt.
Vinden var sydlig, – motorsejlads. Aftensmaden, – skibskokkens skipperlapskovs blev indtaget straks rundet Hals. Vel ankommet til Aalborg og godt fortøjet indtog hele besætningen en lille ’’sovepille’’ tilsat sømandsviser.
Mandag morgen fortsatte rejsen mod Løgstør. Atter motorsejlads. Ankomst Løgstør mandag middag. Frokost på skibet og eftermiddagen fri. Alle deltagere i kapsejladsen ankom i løbet af eftermiddagen. Aftensmaden, – igen skipperlapskovs, blev indtaget i fællestelt rejst på kajen. Vi var omkring 600 sejlere. Tidlig til køjs, – der var kapsejlads i vente næste dag.
Tirsdag morgen startede med rundstykker til alle i fællesteltet. Der var rigeligt til alle. Nu skulle der være kapsejlads med start anduvningsbøjen Løgstør Rende og mållinje ved Feggesund. Der var god vind og vi blev nummer 5. Herfra fortsatte turen til Thisted, hvor vi fik en flot kajplads. Pølser til Frokost. Om eftermiddagen musik på agterdækket. Hvem mon det var der spillede. Fælles aftensmad i Thisteds Sejlklubs bådehal. Tidlig til køjs, – ny kapsejlads ventede.
Onsdag morgen tidlig op, – morgenmad med blødkogte æg, – nu skulle der sejles. Vest om Mors og startlinje ud for Jegindø. God vind og rigeligt med vindbyger. Øst om Venø. Vi loggede på toppen 9,7 knob over grund. Vi blev nummer 7. I Struer fik vi atter en fin kajplads med el og vand. Fælles middag for alle, rigtig god biksemad. Tidlig til køjs.
Torsdag gik turen til Nykøbing. God vind hele dagen. Muligt at holde vinden på BB halse hele vejen til Nykøbing. Fik en rimelig god start. Der blev kæmpet og justeret sejl. På et tidspunkt måtte formanden indgå et væddemål, kunne vi slå en bestemt konkurrent, vi blev nummer 6. Der var langt op til ham. I sidste øjeblik lykkedes det. Øl ved ankomst til Nykøbing. På sejladsens sidste del fik vi besøg af en flyvemaskine. I det den passerede over os, kunne vi høre motoren blive gasset op og ned. Det var Luis Rovs Hansen der var på en lille flyvetur. Senere besøg af piloten til frokost. Det var hyggeligt. Igen en flot kajplads. Regnvejr, men dog musik på agterdækket under regnskærm. Atter flot middag i teltet. God middag og musik. Tidlig til køjs for de fleste.
Fredag morgen atter blæsevejr. Hvornår går starten. Udsat og udsat. Så går starten ud for Nykøbing. Nord om Fur med Fur Havn som mål. Da vi under sejladsen skulle ændre halse, mislykkedes vor bomning. I må gå over stag. Her bliver vor klyver uheldigvis sat ud funktion. Ærgerligt. Trods vort uheld blev vi nummer 6. Heldigvis kunne klyveren senere reddes. Vel ankommet til Fur Havn fortøjede vi langskibs uden på venligtsindede skibe. God og stærk chillimad i teltet på havnen. Alle tidligt til køjs.
Lørdag morgen gik turen til Skive. Desværre fik vi lidt dårlig start. Dette til trods lykkedes det os at sejle os op til en 6’de plads, således vi heller ikke denne gang tabte løbet. Efter at have passeret mållinjen lørdag ca. kl. 11.15, vendte vi skuden og satte kursen med Frederikshavn med en samlet 6’de plads. Aftensmaden blev indtaget ved kaj i Aalborg, – ventende på dagens sidste broåbning kl. 19.30. Herefter fortsatte rejsen ud af fjorden og op langs østkysten. Som mørket faldt ind fik vi den flotteste stjernehimmel, – en dejlig oplevelse for alle.
Søndag morgen kl. 01.30 ankomst Frederikshavn. Trætte og glade over en vellykket tur.
Hvad har vi lært. I hård vind, – og det havde vi rigeligt af, – førende storsejl, mesan, fok og klyver er ’’damen’’ lidt for luvgerrig. Der er derfor blandt besætningen et stort ønske om en ny og større klyver. Ja, – og så må den gerne være rød. Vi må se hvad fremtiden bringer.
Kommunikationen kan også gøres bedre, – det føles til tider at være langt fra agterdæk til fordæk.
Der evalueres over turen d. 4. okt.
PS: Efter vi havde vundet en pokal i første løb og skibet mangler en pokalhylde, blev der holdt skarpt udkik omkring skibets erfarne tømmermand. Var det muligt at skaffe ’’hyldetræ’’ på turen og var der høvlspåner på dækket om morgenen ? Men tømmermanden har lovet at lave en ny pokalhylde over vinteren, for som han siger: Der bliver brug for den i 2013.